Mens FN holdt møder om de 17 verdensmål i New York for nylig trommede Landbrug og Fødevarer 70 mennesker fra de danske nærområder sammen i samme by. Her informerede man om Danmarks Fødevareklynge og mulighederne for at bidrage til at opnå målene på klimaområdet.
Fødevarewatch bragte et interview ved Karen Hækkerup, direktør for Landbrug og fødevarer. Det er tydeligt at Hækkerup vælge uriasposten, at forsvare Danmarks enorme kødproduktion og -forbrug i stedet for at lytte til den halmballevogn af eksperter, der peger på en afvikling af den animalske produktion for at mindske drivhuseffekten.
Hækkerup fremsætter nogle meget mærkelige udtalelser i artiklen. Vi bringer nogle af dem her, med fremhævelser og kommentarer.
Hækkerup glæder sig over, at hun har en ordentlig stak visitkort med hjem fra mødet, der var arrangeret med offentlig støtte igennem “State of Green“, en reklameorganisation for danske virksomheder, der støttes af skatteyderne.
“Jeg har fået en ordentlig stak visitkort med hjem, så jeg tænker, vi har fået givet et virkelig godt indtryk af, at vi ikke bare snakker men også handler. Jeg er sikker på, at det kommer til at føre til meget mere forretning og dermed også global bæredygtighedsudvikling,”
fortalte Karen Hækkerup til FødevareWatch.
Det er et imponerende ræsonnement. At hun får en masse visitkort fører direkte til “global bæredygtighedsudvikling”. Det bliver næppe større. At tale om “potentialer” er altid godt. Og frem for alt gratis. Hækkerup fortsætter
“Potentialet er ekstremt, når vi taler cirkulær bioøkonomi. Vi kan hele tiden blive bedre til at lave nye materialer. Et pilotprojekt har eksempelvis vist, at vi kan lave bioplastik ud af spildevand, og dermed bliver noget, der var et affaldsproblem, til en ressource.”
Jamen til lykke med det. Det er sket i et laboratorium og mængderne er til at overse, selv ved opskalering. Og fremstilling af affald, der skal anvendes friholdes fra CO2 belastning, og så ser det jo fint ud. Men det lille sjove laboratorieforsøg redder hverken planeten eller den animalske produktion. Det er i øvrigt en illusion, at man kan producere sig ud af klimakrisen.
Efter et tankespring, der har bragt Karen Hækkerups hjerne helt ud i spagat fortsætter hun:
“Det betyder også, at der er meget på det regulatoriske område, der skal gøres noget ved inden for fødevareingredienser, og det vil vi arbejde på,”
Sammenhængen fortaber sig i det dunkle, men det er da sikkert rigtigt nok. EU-kommissionens generaldirektør for miljø var der også. Han hedder Daniel Calleja. Karen henviste til denne mand og udtalte med ægte landmandsnæse for tilskud:
“At Daniel Calleja fremhæver Danmark som et foregangsland betyder, at vi i Danmark har en rigtig god mulighed for at spille os selv på banen eksempelvis i forhold til forskning i CO2-udslip, hvor der i EU bliver sat massive midler af.”
Det fik journalisten til at spørge direktøren:
Hvordan kan Danmark være et internationalt forbillede med vores overforbrug af kød og klimabelastende produktion?
Og Karen Hækkerup svarede
“Der skal man gribe til pragmatismen i værktøjskassen. Det er rigtigt, hvis alle verdens borgere forbrugte som danskere, ville kloden få det rigtig hårdt. Men vi kan gøre en forskel ved eksempelvis at udvikle et protein, som både kan bruges til humanforbrug og dyrefoder. Hvis vi samtidig finder løsninger i forhold til kvælstof og CO2, som vi opsamler, så kan vi forhåbentligt ende med at producere, så der ikke er noget aftryk,”
Vi forstår ikke det med at fremstille protein til både mennesker og dyr, men forstår, at Hækkerup mener, at hvis det kan lykkes at “opsamle” CO2 og kvælstof, så kan vi “forhåbentlig producere, så der ikke er noget aftryk” .
Redaktøren bemærker, at hvis hans oldemor havde gummihjul og ding-dingstang, så var hun en sporvogn. Karen Hækkerup spiller russisk roulette med klimaet ved at forlade sig på mulige eller umulige tekniske løsninger, der forhåbentlig kommer en dag. Hun burde standse CO2belastningen indtil disse drømme eventuelt blev virkelighed. Men den risiko vil den kødelskende Karen ikke løbe. Det er tydeligt. Og så springer hun igen i tanken helt hen til de lande, hvor der sker ørkendannelse:
“Vi har vist med vores økologiforskning, at vi kan forhindre ørkendannelse ved at have nogle sædeskifter i nogle af de lande, som er truet af ørkendannelse,”
Vi har svært ved at se sammenhængen, for CO2-belastning opstår som følge af animalsk produktion i Danmark. Men man skal jo heller ikke forstå alting. Det bliver ikke lettere, når Karen Hækkerup udbryder, at vi forsker og:
bruger innovation til at nedbringe CO2-udledning i hele fødevarekæden.
Hvad er nu “fødevarekæden” for noget? Innovation er åbenbart en slags værktøj, som man kan “bruge”. Men er en “nedbringning” tilstrækkeligt? Og hvor lille/stor er den? Det fortæller direktør Hækkerup ikke noget om. Hun er dog så konkret, at hun vil
opsamle CO2 med marine virkemidler osv.
Det er jo betryggende.Om det meget klimabelastende oksekød udtaler hun:
“Men når det kommer til CO2 fra kød alene, så synes jeg i al beskedenhed, at vi har en god businesscase i Danmark. For en ko hos os giver typisk meget mælk, inden den slagtes, og vi bruger rub og stub og udnytter også mulighederne, der er inden for biogas. Og så bidrager kød jo til en sund og varieret diæt med vigtige proteiner og aminosyrer.”
Vi bemærker at både Karen Hækkerup og Thyge Nygaard fra DN slynger om sig med ordet “businesscas”, muligvis for at lyde overbevisende. Både mælk, ost og kød hører til de mest klimabelastende fødevarer, der findes. En malkeko sviner som en mellemstor Audi, allerede før den bliver til hakkebøf. Men det er altså en god “businesscase”, hvad det så end skal betyde. Og kødets belastning kan man ikke underkende.
Nej, og derfor har vi også lavet et kæmpe program for, hvordan vi laver flere planteproteiner. Derfor laver en virksomhed som Danish Crown nu også pålæg, som er plantebaseret.
Vi har svært ved at se sammenhængen. Alle produkter belaster klimaet, og der er jo ikke tale om, at Hækkerup vil reducere antallet af kvæg. Og så spiller hun vindmøllekortet, der kommer på bordet, hver gang landbruget har store planer, der skal finansieres med skatteydernes penge:
Det er faktisk min inderste og dybtfølte overbevisning, at ligesom vi har haft et vindmølleeventyr, så er der her det næste eventyr for Danmark
