Landbrugets letbenede løbedreng, Lars Attrup, gir den retorisk gas, og svinger sig op til, at høsten i 2018 var den ringeste i 100 år. Det passer ikke. Lars lyver igen. Tal fra Danmarks statistik viser, at det er 35 år siden, at høsten var ringere kvantitativt, men prisen for høsten er ikke taget i betragtning.
Allerede i juni måned, altså længe inden at høsten var i hus, kom de første dommedagsprofetier fra Axelborg, Landbrugsavisen o.lign.
Dengang gisnede man åbenbart, for der var stadig vandingsvand og at priserne på det høstede korn ville stige, tog man ikke i betragtning.
Lars Attrup, var som altid en klar stemme i koret, der synger landbrugets propagandistiske sange. Med sin buldrende retorik skrev han allerede den 6. juni om “Værste tørke siden 1992”, “Milliardtab for landbruget” og “”Katastrofehøst”. Nu svinger han sig op i et skingert leje og serverer fake news for sine læsere på Finans.dk. Han påstår, at 2018 er den dårligste høst i mere end 100 år.
“Sommerens tørke har resulteret i den dårligste høst i mere end 100 år. Landbruget er på vej ind i en ny økonomisk krise, og politikerne på Christiansborg har i dag sendt et relativt klart signal om, at erhvervet i det store og hele selv må klare sig igennem vanskelighederne.”
“Landbruget” er på vej i en “ny krise”, Gud ved hvilken, som man selv må klare sig ud af.
IFRO ved Københavns Universitet har tidligere kritiseret landbrugets såkaldte “prognoser” og vi kan afsløre, at også Lars Attrup er fuld af løgn. Et simpelt opslag i Gyldendals Leksikon viser, at høsten i 1920 var på ca. 1.3 mio FE (foderenheder~et kg. byg), en brøkdel af de 6.1 mia kilo korn, som bønderne i følge prognoserne høstede i 2018. Kornet kan sælges til en bedre pris, da verdensmarkedet som helhed var påvirket af tørken. Dette smitter normalt af på flæskepriserne, men da der er en voldsom overproduktion i hele Europa, stiger priserne næppe her, hvilket dog ikke kan tilskrives tørken. Måske falder produktionen, hvilket vil styrke markedet for flæsk.
Ikke desto mindre er det lykkedes delvist at få politikerne til at åbne for endnu flere penge til Danmarks mest forkælede erhverv.
Fake news kan være en god forretning, hvis bare man kan råbe højt nok.