Den 36 årige bjergbestigerske Gigi Wu blev offer for netbaseret exhibitionisme. Hun døde af kulde i en bjergkløft efter at have taget et billede af sig selv i bikini på en taiwanesisk bjergtop. 18.000 følgere klikkede ind hver gang hun viste sig på toppen i en ny bikini.
Mens indlandsisen smelter opretter Facebook nye datacentre, der bruger lige så meget strøm som en millionby.
Er kageopskrifter, babybilleder og sleske “godt gået” kommentarer så vigtige, at vi skal risikere klodens overlevelse? Skal vi absolut vide hvordan vejret er her eller hisset? Hvor mange skridt, vi har gået? Eller at nn har skiftet sit profilbillede?
Tragedien i bjergkløften viser to ting. At internettet kan få mennesker til at sætte livet ind for en byge af “likes” og at vi finder os i, at klimaet ødelægges bl.a. fordi Gigi Wus og alle mulige andres følgere skal sole sig i fuldstændig lige gyldige stjerners glans på nettet, og det koster strøm og CO 2 udslip, som ikke kan ignoreres.
Klimabelastningen fra tweets, snaps, instas og lignende overhaler lige straks flytrafikkens. Det er et almindeligt syn at alle i s-toget glor ind i deres telefon, ja selv når venner sidder på café, tager skærmene opmærksomheden. Det er lykkedes for Facebook, Google og alle de andre at inficere vores privatliv med plidderpladder i tykke stråler, ja de fleste synes mere optaget af deres profiler her og der end i deres familie og venner. Vi tror, at vi holder kontakt over nettet, men reelt bliver vi mere fremmedgjorte af at skjule os bag tekstbeskeder og selfies end hvis vi ville tale sammen, holde øjenkontakt osv.
Når denne forlorne palaver tilmed kan malkes for oplysninger, der kan rettes imod os selv som salgsfremstød, politiske kampagner og hvad ved jeg, så er der gode grunde nok til at holde sig væk. Man kunne sagtens forbyde dette uvæsen, men hvem skulle gøre det? Beslutningstagerne er jo selv slaver af at blive set og hørt på de forskellige platforme.
Men man kunne argumentere for en miljøafgift på emails, opdateringer og kommentarer. Mængden af støjende indlæg ville falde voldsomt, hvis det kostede 25 eller 50 øre at klikke enter og sende endnu nogle gram CO2 ud til drivhuseffekten.
Hvis etisk råd og alternativet kunne foreslå en klimaskat på røde bøffer, hvorfor så ikke på netbaseret klimabelastning?
Og som sidegevinst kunne vi få fred for bimlen og bamlen over det hele og genopfinde den gamle skik, at tale nobelt med hinanden.
