Det ser ud til, at biogasværker har udviklet sig til et attraktivt investeringsobjekt for internationale kapitalfonde, der søger hurtige afkast. Biogassen er stort set værdiløs i sig selv alene i kraft af, at kun halvdelen kan brænde, resten, vanddamp, CO2 og So2 skal med stort energiforbrug uddrives, før resten sendes ud i naturgasnettet, hvor det i øvrigt også forringer brændværdien. Nej, de smarte investorer i Gosford Capital Designated Activity Company med adresse i Dublin i Irland, der igen er ejet af Davidson Kempner og den engelske kapitalfond Pioneer Point Partners, har af Energi Fyn opkøbt ”Nature Energy” udelukkende for at hæve milliardtilskud de kommende tyve år. Den fallerede svineproducent Peter Gæmelke har til sine mange andre ben kunnet tilføje en formandspost i bestyrelsen. Gasværkerne har den miljøskadelige virkning, at næringsstofferne i returproduktet, der afsættes til bl.a. økologiske landmænd, kan spredes på markerne uden at de skal fremgå af gødningsregnskabet for ca. 25% vedkommende. Værkerne er altså udsmuglingscentraler for nitrat og fosfor, som muliggør større husdyrbesætninger og tilsvarende større udvaskning til vandmiljøet. Alt sammen under en falsk argumentation om ”recirkulering af næringsstoffer” og at være miljø- og klimavenlige.
Støtten suger over halvdelen af pengene til vedvarende energi hen til de udenlandske pengemænd uden at der leveres hverken på klima eller miljø, tvært imod.
Den profitable støtteordning udløber i 2020 for nye værker, så over hele landet er Nature Energy i fuld sving med at oprette nye pengemaskiner. En ny støtteordning vil derefter afløse den gamle, så der er reelt er ingen grund til panik.
Det kunne være interessant at finde ud af, hvor mange penge Nature Energy eller deres amerikanske ejere har pumpet i Venstres valgkampkasse. Mon kandidaterne vil oplyse dette til offentligheden?