Kommentariatets jubel ville ingen ende tage, da Martin Merrild fra landbruget og Maria Gjerding fra Naturfredningsforeningen et veldrejet stunt gik i pressen med en ny “plan” for at skabe “100.000 hektar ny natur”. Kommentariatet og hele den danske presse holdt sig til det sikre: copy/paste fra pressemeddelelsen. Ingen, bortset fra denne sides redaktør, gad læse den med flotte farvebilleder fra bondelandet illustrerede plan på 8 sider.
Der stod ikke 100.000 hektar, men blot “op til 100.000”, altså ingen nedre grænse, og direkte adspurgt oplyste Naturfredningsforeningen, at man da også regnede “græsning” for natur. Et en face forræderi imod DNs DNA. Foreningen blev i sin tid dannet for at give befolkningen adgang til naturen (i første omgang strandene langs Øresund, som blev privatiseret) men altså nu støtter etablering af indhegnede græsarealer uden offentlig adgang, hvor der endda skal gå store dyr rundt og skide, pisse og græsse.
Vi gennemskuede, at Maria Gjerding var blevet beværtet og -snakket i de Axelborgske haller og nu lod sig piske fremad i selvpinerisk nydelse ved at ligge under for landbrugets naturfjendske interesser. Vi gav den gas med ovenstående lille akvarel.
Nu viser det sig i følge Altinget, at vi havde ret. Andreas Arp, en meget lovende journalistelev, skriver på Altinget.dk bl.a:
Det fik embedsmændene til at konkludere, at udtagning af lavbundsjorde – som der blev sat to milliarder kroner af til over de næste ti år på finansloven – ikke nødvendigvis er så effektivt et redskab, som man før har antaget.
De færre udledninger fra jordene betyder nemlig færre klimareduktioner for pengene, og det fik embedsmændene til at advare mod “implikationer for omkostningseffektiviteten” og “en betydelig risiko for fejlprioritering af midler”
Med hensyn til naturindholdet, som vi heller ikke kunne få øje på i de nedpløjede pløresumpe, udtaler forskeren Poul Erik Lærke:
“Det lader ikke til, at der bliver gjort mange overvejelser over, hvad der skal ske med den jord, man vil omlægge til natur. Mange gange vil det kræve naturpleje, og det er altså også rasende dyrt og bør derfor tænkes ind i prisen,”
DN skylder sine medlemmer en forklaring på, at man stadig støtter et dyrt initiativ, som hverken har klima- eller natureffekt. Og foreningen bør hurtigst muligt tage et opgør med bondevennerne i masnedøgade og lægge afstand til præsidentens begejstring over samarbejdet med landbruget.
Vi ved ikke hvor meget staldstinkende, halvstiv bondepik, der er indgået i denne studehandel. Vi gør os visse tanker, som vi holder helt for og selv her på redaktionen.
