ForsideDen økologiske illusionNye Borgerlige vil stoppe støtten til det økologiske landbrug.

Nye Borgerlige vil stoppe støtten til det økologiske landbrug.

Peter Seier Christensen, der er miljø- og klimaordfører for Nye Borgerlige, vil have sat en stopper for den stadig stigende støtte til økologisk jordbrug. Det skyldes, at der ikke er nogen klimaeffekt af denne landbrugsform. I nogle tilfælde er klimabelastningen højere. Nye Borgerlige fremsætter et beslutningsforslag, som desværre ikke har skyggen af chance for at blive vedtaget.

-

Fremsat den 26. februar 2020 af Peter Seier Christensen (NB), Lars Boje Mathiesen (NB), Mette Thiesen (NB) og Pernille Vermund (NB)

Forslag til folketingsbeslutning om at fjerne subsidiering af økologisk landbrug

Folketinget pålægger regeringen at fremsætte de nødvendige lovforslag og foretage de nødvendige ændringer af administrative forskrifter, for at subsidiering af økologisk landbrug stoppes.

Bemærkninger til forslaget

Økologisk landbrug har i mange år været anset for en bæredygtig produktionsmetode, der kan medvirke til at opnå målet om at reducere de danske CO2-udledninger. Men økologisk landbrug medfører ikke lavere CO2-udledninger end konventionelt landbrug. Det fremgår blandt andet af et svensk forskningsstudie (»Assessing the efficiency of changes in land use for mitigating climate change«, Nature 564, den 12. december 2018, www.researchgate.net/publication/329589677_Assessing_the_efficiency_of_changes_in_land_use_for_mitigating_climate_change), der påviser, at f.eks. økologisk dyrkede ærter belaster klimaet mere end konventionelt dyrkede ærter.

Hvis økologisk landbrug støttes med henvisning til klimaet, må det være et krav, at økologisk landbrug medfører lavere danske CO2-udledninger end det konventionelle landbrug. Dette forhold kan imidlertid ikke godtgøres. Tværtimod forøger den økologiske produktionsform i flere tilfælde CO2-udledningerne relativt set, jf. samme studie. Da det må være i Danmarks interesse at sikre et lavere niveau af CO2-udledninger, foreslås det at stoppe subsidiering af produktionsmetoder, der belaster mere end de konventionelle produktionsmetoder.

Udover klimaaspektet bygger det foreliggende beslutningsforslag på et ønske om at fremme fri konkurrence. Beslutningsforslaget lægger op til at give de forskellige former for landbrugsproduktion samme konkurrencevilkår, således at markedet reguleres af efterspørgsel efter bæredygtig produktion fremfor regulering gennem statsstøtte til produktion, der ikke kan godtgøres at være bæredygtig.

Skriftlig fremsættelse

Peter Seier Christensen (NB):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om at fjerne subsidiering af økologisk landbrug.

(Beslutningsforslag nr. B 101)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.