ForsideNaturbeskyttelseLeas nye bluffnumre

Leas nye bluffnumre

Djævelen ligger i detallien. I dette tilfælde i bilagene til bragesnakken i regeringens pressemeddelelse om ny "urørt" natur og forbedret biodiversitet i Danmark. Der kommer ikke nogen forøgelse af naturarealet, kun en lidt ændret forvaltning. Og så skal de private skovejere forgyldes for at lade deres skove være "urørte".

-

I skyggen af den stadig omsiggribende minkskandale har Mette Frederiksens noget ramponerede regering sendt Lea Wermelin, minister for Natur og Miljø, i byen med et luftigt udspil til bl.a. “mere urørt natur i Danmark”.

Man må forstå på de begejstrede naturvenner som for eksempel Morten D.D. fra Molslaboratoriet, at der i den urørte natur skal udsættes “store græssere”, vildheste, bison og andre. Dette skulle gøre besøget i den vilde natur mere tillokkende for befolkningen, og Morten D.D. henviser til, at han har noteret en firedobling af besøgstallet i Mols Bjerge siden man der har ladet nogle heste græsse omkring på bakkerne.

Regeringen og dens røde venner er dog i virkeligheden ikke blevet enige om noget som helst konkret.

Det hedder i følge Altinget bl.a:

Parterne afsætter i alt 888 millioner kroner i perioden 2021-2024 til at forbedre natur og biodiversitet i Danmark. Den konkrete udmøntning aftales senere.

Altså ikke en gang en sidste frist for udmøntningen. Regeringen kan nu med sindsro sylte alle tiltag i al evighed, endda med støtte fra sine røde venner.

Videre skriver man:

For midlerne forventer parterne blandt andet at etablere 13 nye nationalparker i Danmark foruden de to, man tidligere har indgået aftale om at etablere i Fussingø vest for Randers og i Gribskov i Nordsjælland. Placeringen af de 13 nye parker er endnu ikke besluttet.

Hvis der er tale om projekter som de ovenfor nævnte, Fussingø og Gribskov, så er der tale om skilteprojekter, altså allerede eksisterende naturperler, der får status af “Nationalparker” ved opsætning af nogle skilte, og måske informatonstavler, der skal markedsføre det politiske naturprojekt. Ministeren udnævner under store fanfarer  et område som “urørt” og slipper nogle “vilde dyr” løs på nogle statslige arealer. Men hvor har ministeriet ikke gjort sig tanker om, og hvornår der skal foreligge bare et forslag har regeringen ikke lovet sine røde venner det mindste om. Syltekrukken er en nærliggende risiko for de (i pressemeddelelsen benævnt “skønsmæssigt”) 13 luftige “nationalparker”. De omtales i bilagene til pressemeddelelsen at skulle ligge på statslige arealer, som sandsynligvis allerede er bevoksede naturområder.

Det samlede areal urørt skov i Danmark forventes at blive bragt op på knap 75.000 hektar. Det skal skabe gunstige vilkår for forskellige arter og gavne biodiversiteten.

Nu skriver man ikke om løfter eller forpligtelser men om, hvad der “forventes”. Nemlig “knap” 75.000 hektar. Hvis vi trækker 88 mio. kr. fra til skilte, biodiversitetsråd, syltekrukker m.v. så bliver det 10.666 kr. pr. hektar. Det er ikke helt i skoven at konkludere, at der ikke opkøbes og tilplantes landbrugsarealer. Om ministeren har 75.000 hektar stukket ned i sin BH, eller om Danmark skal forlænges med brædder lader vi ufortalt. For vi kan ikke se andet end, at der også her er tale om, at man skilter sig til de mange hektar “urørt” skov i eksisterende statslige og private skove. Det fremgår da også af bilag til pressemeddelelsen, at man vil pålægge private lodsejere restriktioner på skovdriften og herefter kompensere ejerne for deres indtægtstab. Der er altså tale om en overførselsindkomst til de private skovejere.

Sidst vil regeringen betale en håndfuld millioner for at rydde op efter de fiskere, som har skilt sig af med udtjente fiskeredskaber ved at dumpe dem i havet.

Vi undrer os over at man altså har angivet arealet af “urørt” skov til 75.000 hektar uden at pege på, hvor de ligger. Det ser ud til at man bevidst holder dette hemmeligt. Det samme gælder antallet af “naturnationalparker”. Tallet 13 er nævnt. Hvordan kan man tælle til tretten uden at udpege, hvor disse parker skal ligge. Det burde pressen have spurgt om.

Source: Her er tiltagene, der skal forbedre dansk natur – Altinget: miljø


Pressemeddelesen herunder:

Ny natur – og biodiversitetspakke klar: Historisk løft til dansk natur

Ny aftale sikrer 888 millioner kr. i 2021-2024 til at forbedre biodiversiteten i Danmark. Aftalen er et historisk løft til naturen, der vil betyde flere naturnationalparker og mange tusinde hektar urørt skov.

Publiceret 4. december 2020

Regeringen, Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet er enige om en natur- og biodiversitetspakke, der skal give et historisk løft af dansk natur. Danskerne kan blandt andet se frem til etablering af skønsmæssigt yderligere 13 naturnationalparker og endnu mere urørt skov. Samlet set slippes naturen fri på et areal, som er omkring dobbelt så stort som Langeland.

I aftalepakken afsættes der 888 mio. kr. i perioden 2021-2024 til at forbedre natur og biodiversitet i Danmark. Den konkrete udmøntning aftales senere.

– Med aftalen giver vi naturen et historisk løft, så dyr og planter får bedre og grønnere levevilkår i Danmark. Det har længe været et ønske for regeringen – og ikke mindst for mange danskere – at naturen skulle have en hjælpende hånd. Derfor er jeg glad for, at vi som en del af forhandlingerne om en grøn genstart er blevet enige om nye danske nationalparker og store områder med urørt skov. Det er et vigtig skridt for at bringe vores natur på fode igen, siger finansminister Nicolai Wammen.

Aftalen vidner om, at Danmark er klar til et nødvendigt paradigmeskifte, der sætter fokus på indsatser for vores natur og biodiversitet, siger miljøminister Lea Wermelin.

– Før valget gav vi et løfte om at passe bedre på vores natur. Derfor er jeg glad og stolt over, at vi i dag kan præsentere en aftale med et af de største løft af naturindsatsen i nyere tid. Her sætter vi nu ind for at bremse naturkrisen med mange tusinde hektar urørt skov og nye naturnationalparker, så de næste generationer også kan opleve en mangfoldig og spændende natur, siger miljøminister Lea Wermelin.

Med 888 mio. kr. i 2021-2024 vil aftalepartierne prioritere udlæg af urørt skov, nye naturnationalparker og en strategi for forvaltning af truede arter. Med de afsatte midler vil det være muligt at nå op på et samlet udlæg af knap 75.000 hektar urørt skov og etablering af 15 naturnationalparker.

I aftalen indgår også, at partierne vil etablere et biodiversitetsråd. Hertil er der afsat fire mio. kr. årligt i 2021-2024.

Aftalepartierne er desuden enige om at afsætte 10 mio. kr. til forbedring af havmiljøet. Rammen prioriteres til indsatser i Øresund som eksempelvis genetablering af stenrev og opsamling af tabte fiskeredskaber mv.

Desuden igangsættes en gennemgang af den eksisterende lovgivning på natur- og biodiversitetsområdet med henblik på at understøtte hensigtsmæssige rammer for realiseringen af natur- og biodiversitetspakken samt klare rammer for den fortsatte udvikling af naturen og biodiversiteten i Danmark. Aftaleparterne er enige om at drøfte den langsigtede udvikling på naturområdet med afsæt i forståelsespapiret og et konkret oplæg fra regeringen, herunder evt. lovgivningsmæssige tiltag på området.

Aftaleparterne udtaler:

Zenia Stampe, Radikale Venstre:
– Nu bygger vi Noahs ark for Danmarks truede dyr og planter. Gennem årtier er den danske natur blevet mere og mere klemt, så der næsten ikke er plads til de mange arter, vi har i vores land. På længere sigt skal naturen fylde meget mere. Men lige nu skaber vi øer i hele Danmark, hvor unikke dyr og planter kan overleve og trives. Senere kan de sprede sig. På den måde kan vi give vores rige danske natur videre til fremtidige generationer. Jeg er så lykkelig over, at den her uendeligt vigtige aftale er kommet på plads.

Pia Olsen Dyhr, SF:
– Vi viser nu, at der er kommet et nyt flertal til, som ikke ser en korn- eller rapsmark som natur, som ikke giver landbruget forrang eller bladrer videre, når endnu en rapport viser, at haren, sanglærken og agerhønen er ved at forsvinde fra det danske landskab. Nu giver vi naturen plads og dyrene deres levested tilbage. Næste skridt bliver en grundig lovgennemgang på naturområdet, så vi forhåbentligt kan få en lov til naturen med klimaloven som forbillede.

Mai Villadsen, Enhedslisten:
– Dagens aftale gør mig simpelthen så stolt. I årevis har naturen i Danmark været svigtet. Nu giver vi den endelige mere plads. Det er virkelig på tide. Naturnationalparker og urørt skov er nøgleløsninger, men jeg er også særligt glad for et lille men betydningsfuldt og afgørende resultat. I Enhedslisten har vi i årevis arbejdet for at få et biodiversitetsråd i Danmark. Det skal være naturens vagthund, og sikre at naturen bliver prioriteret på Christiansborg i fremtiden. Det er jeg uendeligt stolt over endelig er lykkedes.

Torsten Gejl, Alternativet:
– Aftalen er en vigtig milepæl i indsatsen mod naturkrisen. Med mere urørt skov og flere naturnationalparker kan der sikres flere levesteder og mere plads til vores trængte natur.

Mette Gjerskov, Socialdemokratiet:
– Denne aftale er i den grad med til at skabe fornyet håb for vores natur. Med aftalen sikrer vi meget mere af den vilde natur, som i alt for mange år har været i underskud herhjemme. Det er godt nyt for dyr og planter og for alle os, som kan se frem til at gå på opdagelse i en mangfoldig natur.

FAKTA: Det indeholder natur- og biodiversitetspakken

  • I natur- og biodiversitetspakken er der afsat 888 mio. kr. til udlæg af urørt skov, etablering af nye naturnationalparker og udarbejdelse af en strategi for forvaltning af truede arter.
  • For de afsatte midler vil det fx være muligt at nå et samlet areal på knap 75.000 hektar urørt skov og etablering af skønsmæssigt 13 nye naturnationalparker, så der samlet set vil være op til 15 naturnationalparker i Danmark.
  • Urørt skov skaber gunstige vilkår for forskellige arter og gavner biodiversiteten, og i naturnationalparker kan plante- og dyrelivet få lov at udfolde sig på mere naturlige præmisser.
  • Aftaleparterne er endvidere enige om at etablere et biodiversitetsråd, hvortil der afsættes fire mio. kr. årligt i 2021-2024.
  • Aftaleparterne er enige om at igangsætte en gennemgang af den eksisterende lovgivning på natur- og biodiversitetsområdet mhp. at understøtte hensigtsmæssige rammer for realiseringen af natur- og biodiversitetspakken samt klare rammer for den fortsatte udvikling af naturen og biodiversiteten i Danmark. Aftaleparterne er enige om at drøfte den langsigtede udvikling på naturområdet med afsæt i forståelsespapiret og et konkret oplæg fra regeringen, herunder evt. lovgivningsmæssige tiltag på området.
  • Aftalepartierne er desuden enige om at afsætte 10 mio. kr. til forbedring af havmiljøet. Rammen prioriteres til indsatser i Øresund som eksempelvis genetablering af stenrev og opsamling af tabte fiskeredskaber mv.

Faktaark og aftaletekst:

Hent faktaark om urørt skov
Hent faktaark om naturnationalparker
Hent faktaark om strategi for forvaltning af truede arter
Hent faktaark om lovgennemgang
Hent faktaark om økonomisk overblik over finansiering af bevilling til natur- og biodiversitetspakken
Hent aftaletekst om natur- og biodiversitetspakken