ForsideDen økologiske illusionOmbudsmanden vil ikke se på sagen om Coops vildledende markedsføring.

Ombudsmanden vil ikke se på sagen om Coops vildledende markedsføring.

Efter at have klaget til Forbrugerombudsmanden, der sendte sagen videre til Fødevarestyrelsen uden at anføre lovgrundlag, har vi nu klaget til ombudsmanden over, at Fødevarestyrelsen overtræder forvaltningslovens regler om habilitet og god forvaltningsskik. Det ser endda ud til, at markedsføringen af økologiske produkter er undtaget fra at kunne påklages til forbrugerombudsmanden. Dette er klart markedsforvridende og strider formodentlig imod EU-retten.

-

I COOP griner de hele vejen ned ad direktionsgangen, for deres vildledende markedsføring kan fortsætte alt imens kritikere, som Landmisbrug.dk, spilder dage og måneder med at strides med myndighederne. Der ser ud til at Fødevarestyrelsen har optrådt som et statsligt reklamebureau, idet styrelsen uden beregning har udarbejdet markedsføringsmateriale sammen med Økologisk Landsforening og Landbrug og Fødevarer. Herunder følger brevet til Ombudsmanden, der efter to uger afviser at se nærmere på sagen.

Til ombudsmanden

Hermed fremsendes klage over Forbrugerombudsmanden og Fødevarestyrelsen for brud på Forvaltningsloven, og regler for god forvaltningsskik.

Sagsfremstilling.

Den 23. august 2022 klagede jeg til Forbrugerombudsmanden over brud på markedsføringsloven i forbindelse med COOPs skiltning i deres butikker. Her påstod COOP, at “du beskytter vores grundvand ved at købe økologisk” Klagen er vedlagt som bilag 1

Uden at anføre lovgrundlag eller klagevejledning oversendte Forbrugerombudsmanden sagen til Fødevarestyrelsen, idet man uspecifikt henviste til “særlige regler”. Dette er et brud på forvaltningslovens §24 og §25. Svar fra Forbrugerombudsmanden er vedlagt som bilag 2.

Fødevarestyrelsen oplyste i sit svar til mig at min klage ville blive behandlet i henseende til
“…materiale som er udarbejdet af FVST, L&F og Økologisk Landsforening for nogle år tilbage.”
Hermed bringer Fødevarestyrelsen sig i konflikt med forvaltningslovens §3, regler om inhabilitet. Fødevarestyrelsen kan naturligvis ikke behandle en klage over en tekst, som Fødevareministeriet selv har været med til at udarbejde sammen med to af branchens interesseorganisationer.
Herefter henviser man til en tekst som ICROFS har udarbejdet i 2015. Heraf fremgår bl.a.:

“ICROFS, Internationalt Center for Forskning i Økologisk Jordbrug og Fødevaresystemer, har eksisteret siden 1996. Centret er nedsat og økonomisk støttet af Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.

ICROFS bidrager til videreudvikling af en markedsdrevet og konkurrencedygtig økologisektor og understøtter dermed en fortsat vækst i dansk økologi”

Dette center er altså betalt af samme ministerium, som betaler fødevarestyrelsen og formålet med dette center er fremme økologien, ikke at foretage kritiske undersøgelser. Dette center er altså biased til økologiens fordel.

Man ignorerer mærkeligt nok, at denne publikation, som er udarbejdet under medvirken fra samme bramcheorganisationer som nævnt ovenfor, nemlig Landbrug og Fødevarer samt Økologisk Landsforening, eksplicit nævner at

“Der mangler konkret viden om brugen af økologisk jordbrug til grundvandsbeskyttelse i kommunerne både i forbindelse med indsatsplanlægningen og udpegning af boringsnære beskyttelsesområder (BNBO).” (s. 117)

Her bekræfter ICROFS publikation altså min klage fuldt ud. Når Fødevarestyrelsen ignorerer dette tyder på, at styrelsen ikke iagttager objektivitetsprincippet. Her er der tale om et brud på god forvaltningsskik.

Samlet set ser det ud til, at markedsføring af økologiske varer i praksis er undtaget fra markedsføringsloven, uden at der foreligger et lovgrundlag herfor.

Dette forhold håber jeg især vil interessere ombudsmanden.

Med venlig hilsen

Knud Haugmark

Bilag 1_klage over COOP til forbrugerombudsmanden

Bilag 2_svar fra forbrugerombudsmanden

Bilag 3_svar fra Fødevarestyrelsen

Svar fra Folketingets Ombudsmand med bilag